Her kan du læse fortællingen om den fiktive Hanne, der lider af kroniske smerter. Fortællingen er baseret på samtaler, som psykolog Jesper Thorndahl ved Allévia Tværfagligt Smertecenter dagligt har haft med sine patienter.
Modelfoto: Sunghwan Yoon
Af Jesper Thorndahl, psykolog ved Allévia
”Hannes kamp” er en fortælling i fire afsnit skrevet af psykolog Jesper Thorndahl, der på smertecentret Allévia arbejder med patienter, der lider af kroniske smerter. Følgende historie er baseret på samtaler, som Jesper Thorndahl dagligt har haft med sine patienter. Mange vil måske derfor kunne genkende de situationer og dilemmaer, der bliver en del af hverdagen for Hanne, en fiktiv person baseret på faktiske forløb.
Hannes kamp – 1. del: Kan kroppe snakke?
”Nu siger du sikkert også, det er noget med hovedet…”, er det første, Hanne siger til mig, som hun sidder overfor mig i terapilokalet på Allévia. Det næste, hun fortæller mig, er, hvor meget hun holdt af sit arbejde. Ja, faktisk kunne hun lide at have meget at rive i, lide at hjælpe andre. Det er tydeligt, at noget ligger Hanne meget på hjertet, at der er noget, jeg må forstå, før vi taler mere om smerter og sygdom: at hun var en anden person inden smerterne; en person, der ikke var bange for at tage fat. At hun ikke er doven.
I Hannes fortælling hører jeg ekkoet af den mistro, hun har måttet prøve at håndtere, lige siden trætheden blev så kraftig, at hun ikke længere kunne bortforklare det for sig selv og familien; ikke længere kunne skjule det, ved først at falde sammen, når ingen andre så det. Som en slatten klud.
Her begynder Hannes kamp. Kampen for at finde svar på, hvad der da er galt med hende. En søgen efter, hvad hun nu kan gøre. For noget må gøres. Det er tydeligt for Hanne nu. Det er ikke normalt at være så træt.
Læs også smertepatient Sussanne Priebes historie: “Jeg skal lære at leve med smerterne”
Hanne går til sin læge. Lægen er rar og forstående. Hanne fortæller om trætheden og smerterne, og lægen giver hende en henvisning til en fysioterapeut. På anbefaling af gode venner går hun også til en kiropraktor og en massør. Selvom hendes humør ikke er for godt, føles det dog rart bare at gøre noget for at prøve at løse problemerne.
Flere af behandlerne er bekymrede for Hanne. Massøren siger, hun har den mest anspændte og ømme krop, han nogensinde har oplevet.
Kiropraktoren er bekymret over hendes holdning; løfter hun meget på sit arbejde? Hvordan løfter hun?
Fysioterapeuten siger, at hun har kørt sig selv alt for hårdt. At trætheden og smerterne er kroppens måde at sige fra på. At man er nødt til at lytte, når kroppen siger noget. Da Hanne voksede op, lærte man hun ikke at lytte til, hvad kroppen sagde; faktisk har hun aldrig tænkt over, at kroppe overhovedet kunne sige noget. Men Hanne tænker, at hun jo nok har kørt sig selv hårdt, men sådan har det nu engang altid været, så det har hun ikke tænkt videre over tidligere. Men det lyder jo rigtigt. Hun har haft frygtelig travlt med at gøre alle glade og tilfredse, derhjemme og på arbejdet. Hun får at vide, at man ofte ser hendes problemer hos folk, der har den slags arbejde, Hanne har.
Når Hanne nu tager på arbejde, bliver hun oftere opmærksom på de ting, behandlerne har sagt til hende med medfølende og bekymrede miner. Når hun løfter på jobbet, tænker hun, om det mon ikke var præcis den slags løft, der havde slidt kroppen sådan ned. Hun lægger mærke til, hvor drænet hun faktisk bliver af det, hun laver på arbejdet. Ind imellem får hun tanken: ”Gid jeg bare kunne tage hjem nu”. Så føles dagen ekstra lang. Hun skælder sig selv ud over tankerne og kommer ind i lange overvejelser om, at hun måske er doven. Men så bliver hun i tvivl om, om hun måske netop er i gang med at ødelægge sin krop, sådan som hun har fået at vide det ofte sker i hendes fag.
Hannes kamp – 2. del: En skidengrå hverdag
Hanne er i starten glad for fysioterapeuten, men hun har aldrig længere energien til at lave de øvelser, hun har fået med hjem, og hun kan godt mærke, at fysioterapeuten er blevet træt af hende, for han siger, at hun ”må arbejde med sin motivation”; at det nu er ”op til hende selv”, hvad hun får ud af behandlingen.
Hanne får dårlig samvittighed hver gang. Hun stopper i behandlingen.
Hun begynder oftere at sige fra til kirkekoret, hun plejede at synge i, og melder afbud til de klubber, hun plejede at komme i med veninderne. Hun sørger for at bruge den smule energi, hun har på sit arbejde og på familien derhjemme. Der er dog nok at se til med hus og mand og to store børn. Det er som om, trætheden gennem månederne blot bliver endnu større, og hverdagen lidt mere skidengrå.
Læs også psykolog Jesper Thorndahl om smertepatienter: Hjernen er ikke en luksusgenstand for kroppen
Sommerbriser blæser ikke på Hanne i år, og fugle nægter konsekvent at synge i hendes nærvær, eller også lægger hun bare ikke mærke til de ting længere. Hun har jo også skåret ind til benet, så de pligter, der er tilbage, er vigtige. Vigtigere end fugle. Vigtigere end kirkesang og sommerbriser. Andre mennesker er blevet til en grå parade af Tordenskjolds soldater, der alle stiller krav.
Hanne går til sin læge igen. Hanne græder meget. Lægen prøver at muntre hende op. Lægen siger til Hanne, at hun har ”ondt i livet”, og udskriver nogle piller til Hanne, der skal hjælpe på humøret. Hanne har ikke tænkt, at hun har ondt i livet; bare at hun er for forbandet træt til de ting, hun skal.
Alligevel går Hanne derfra med et lille, nyspirret håb. Hvis hun nu kunne få sit gamle humør tilbage. Så var det hele da lidt nemmere at bære. Ugerne går, og Hanne spiser piller. Hun græder ikke så meget mere, men væggene er stadig lige grå. På jobbet. Derhjemme.
Hanne fortsætter sin kamp.
Hun går til lægen igen og bliver henvist til en specialist, der undersøger hende, hiver i hende og prikker til hende, scanner hendes krop i en stor, kold, larmende maskine. Den forbandede krop, der ikke længere vil tie stille, men nu oftere og oftere gør væsen af sig. Hanne er tapper; en fighter. Hun bider smerterne i sig under undersøgelserne. Men da hun bagefter kommer hjem, har hun ondt, som var hun en hund, der var blevet sparket.
Læs også artiklen: Fanget i ingenmandsland
Vreden sidder i hende over, at de kun lyttede til hende i nogle få øjeblikke, nærmest blot som et komma i samtalen. Hun er en stolt person, og det var rigtig svært at fortælle om de ting, hun ikke længere formår. Hvis de havde vidst, hvilken overvindelse det var for hende, ville de have brugt længere tid på at lytte, tænker hun. Punktum for samtalen var et scanningsbillede, der ifølge lægen ikke viste noget. ”Dine smerter er funktionelle”, får hun at vide. Hanne ved ikke helt, hvad det vil sige, men hun er ikke dum, og hun kan godt høre, at det ikke er noget godt. Og at smerten og trætheden ikke længere er lægernes anliggende. At det er noget, hun selv må klare.
Hanne føler, hun er nået til en blindgyde i sin søgen.
Hannes kamp – 3. del: Hun smiler træt
Hanne er stærk og stædig. Hun vil ikke give op. Alligevel får hun nu oftere og oftere tanken: ”Gad vide, om det er mig, der er skør? Er jeg i virkeligheden hypokonder?”.
Tvivlen kan hun møde alle vegne. Hendes søster siger, hun er nødt til at komme videre. Hendes far siger, hun må tage sig sammen og holde op med at hænge med næbet: ”ingen gider se på sure miner hele tiden, Hanne”. Tvivlen sætter sig i Hanne, den aflejres, hver gang en ny person pludselig sår tvivl om, om hun faktisk fejler noget.
Hvor hun førhen plejede at være glad og smilende, er hun nu mere indadvendt. Hun tygger drøv på tanker, der efterlader en bitter eftersmag i munden. En dag i køkkenet siger hendes mand ”du er sgu også blevet så sur altid.” Så går han ud i sit værksted. Hanne står tilbage og græder stille.
Læs også om speciallæge Ole Bo Hansens arbejde med smertepatienter ved Allévia:
I krydsfeltet mellem krop og sind
En dag bliver hun kaldt ind til sin leder. Lederen er også bekymret for Hanne. Alle har lagt mærke til, hvor træt Hanne ser ud, siger lederen. Hanne knuger sin kaffekop lidt hårdere. Lederen spørger, om Hanne har brug for at tage nogle dage fri, ”til lige at komme ovenpå igen”. Hun spørger også, om der er noget de kan gøre for at aflaste Hanne med hendes opgaver.
Hanne synes, det er dejligt at have sådan en opmærksom leder, og de bliver enige om, at Hanne holder en uge fri. Det er skønt, at hun har lidt mere overskud til det derhjemme. Hendes mand giver hende et klem og bemærker, hvor dejligt der ser ud, da han kommer hjem. Hun smiler træt. Hun tænker, at familien jo dog også er det vigtigste i livet.
Hanne kommer tilbage på arbejde igen, men mærker straks forskellen. Tanken ”nedslidt” sidder på skulderen, lige ved øret. Hanne er meget grundig og pligtopfyldende, så hun hader, når hun er nødt til at gøre tingene halvt, fordi smerten siger stop. Det er flovt, hvis en af de andre må løbe hurtigere den dag for at hjælpe Hanne med noget. Så ofte lader hun være med at bede om hjælp. Hun prøver i stedet at bide smerten i sig, men flere gange går det galt, og kroppen siger fra, så hun må melde sig syg den næste dag.
Hun ville ønske, der ikke behøvede at være noget at skamme sig over hele tiden. Hun føler sig så unyttig ved at være derhjemme og skamfuld over, at de andre nu må løbe endnu hurtigere på jobbet.
Læs også: Tennisalbuen smitter til resten af kroppen
En dag på jobbet falder Hanne om med et ildebefindende. Hendes læge sygemelder hende og siger, at hun har stress og depression. Det er derfor, hun er så træt.
Efter en længere sygemelding bliver Hanne fyret. Lederen siger, at de har prøvet at strække sig langt for Hanne, og det kan Hanne godt se. Hanne går hjem. Hun føler sig svigtet, men kan også mærke en lettelse ved, at den evige dårlige samvittighed over for kollegerne letter lidt.
Kort efter bliver Hanne indkaldt til en snak med sin sagsbehandler hos kommunen. Sagsbehandleren taler om, at Hanne må finde ud af, hvad hun vil. Hanne siger, at hun godt ved, hvad hun ville, hvis hun kunne, men at hun er nedslidt af de mange år med hårdt arbejde. At hun ikke kan overkomme det derhjemme, hvis hun skal arbejde som før. At hendes læge har sagt, at hun er deprimeret. Sagsbehandleren siger, at det ikke er så mærkeligt, for man bliver deprimeret af bare at ligge derhjemme og være sygemeldt; det er rigtig skidt for humøret, faktisk. Hanne skal arbejdsprøves. Hanne synes, det er mærkeligt, når hun nu lige har fortalt, at hun ikke magter sit nuværende arbejde. Tror de ikke på hende?
Hannes kamp – 4. del: Ord der klinger af håb
Hanne ved efterhånden, hvad der sker, hvis snakken falder på hendes smerter. Dem, der ikke stiller sig tvivlende an, kommer ofte med gode råd. De betror hende om dengang de selv, en nær ven, en onkel, havde ”fuldstændig det samme”, og fik det ordnet ved at gå til en bestemt slags behandling, spiste den her slags kosttilskud eller gjorde lige præcis sådan her. Der er mere mellem himmel og jord, kan Hanne forstå på dem.
Hanne kæmper videre. Hun besøger flere alternative behandlere, hun har fået anbefalet af kolleger og venner. Det er dejligt at komme hos de behandlere. De tror hende på hendes ord. De føler med, hvordan hun bare er blevet mødt med en mur i det almindelige behandlingssystem og hos kommunen.
De siger, at man så tit ser, at folk ender som en kastebold i systemet – ligesom Hanne. Det er fantastisk at blive taget alvorligt som menneske. At nogen holder en i hånden, snakker med en i lang tid. Hanne bliver ind imellem helt rørt, når hun er hos en behandler. Det er ligesom, da hun var en lille pige og besøgte sin farmor. Der kunne Hanne også føle sig hørt og føle at hun, i farmoderens øjne, var noget særligt. Nogle gange dulmer det endda smerten lidt, en dags tid eller sådan.
Så tænker Hanne: ”Er det så bare i hovedet? Er smerten noget, jeg bilder mig ind?”.
Der er mere mellem himmel og jord, siger behandlerne. Men Hanne kan også godt mærke, at der forlanges noget til gengæld for adgang til denne større verden. En entusiasme, man skal dele. Nye tankeuniverser, man skal kunne åbne sig op for. Hanne har aldrig før tænkt over, om hun er åben over for verden eller ej, men hun prøver virkelig hårdt at være så åben som mulig nu, så hendes manglende åbenhed i hvert fald ikke skal stå i vejen for, at behandlingen kan virke.
Læs også andre smertepatienters beretning: Smerter smadrer liv – behandling befrier
Så Hanne er helt åben. Åben over for nye måder at se verden på. Nye forklaringer på hende selv og hvordan hun i virkeligheden hænger sammen. På hvorfor hun har det, som hun har det. Hanne kan være helt ør i hovedet over, hvor meget der viser sig at være mellem himmel og jord; hun lærer nye ord, hun ikke helt forstår, men som klinger af håb.
Men når ikke hun sidder i gløden af behandlerens omsorg og entusiasme, når hun først kommer hjem alene, er hun er stadig træt og har stadig ondt. Hun skammer sig over, at hun ikke formår at omsætte alt det, de fortæller hende. At hun ikke kan gøre som dem. Leve på den måde, de gør. Hendes mand synes, det er noget pjat, så Hanne må have sine nye verdener for sig selv.
”Du er også så firkantet og lukket”, siger hun til ham. Men egentlig har hun heller ikke råd til behandlingerne, særligt nu, hvor hun ikke arbejder, ikke når der også skal være penge til tøj til børnene, husleje, m.m. Men hver gang hun prøver en ny behandling, vækkes håbet i hende om, at her er svaret. For hver gang bliver det dog lidt hårdere, lidt sværere at vise den entusiasme, som hver behandler forlanger, når de prøver at overbevise Hanne om, at hjælpen ligger lige om hjørnet, men billetten er en særlig tro, en særlig indstilling til tingene.
Læs også fysioterapeut Morten Worsøe Bakkens råd til smertepatienter: Balance mellem hvile og aktivitet
Hanne kan blive helt træt af, at skulle prøve noget nyt af hele tiden; behandlinger; kostråd. Men når hun ind
mellem ikke følger de velmenende og personligt betroede råd, ændrer de velmenende veninder og venner også deres tone: de lukker af og gør det klart for Hanne, at nu har de jo prøvet at hjælpe, men at Hanne jo tilsyneladende bare ikke selv vil gøre noget for at løse problemerne. At hun må arbejde med sig selv. Beslutte sig for, at hun faktisk vil gøre noget ved det.
Så Hanne kæmper videre. Hvad kan hun ellers gøre?
